P-girokort. Irriterende dyrt at få placeret i sin forrude. Men hvis nogen har pillet det af, må selskaberne ikke sende dig en rykker pålagt et gebyr.
Det afgjorde Højesteret i dag i en sag, hvor Europark havde krævet 100 kroner ekstra for at påminde en bilist om, at han havde parkeret ulovligt.
Bilisten bestred som sådan ikke, at hans parkering skulle takseres til en p-bøde. Men da han aldrig havde set girokortet, nægtede han at betale de 100 kroner i rykkergebyr.
Det sidste anerkendte Europark også, altså at de ikke kunne bevise, at girokortet rent faktisk sad i forruden, da bilisten kom tilbage til bilen
Sagen har været igennem hele retssystemet og fik lov at blive behandlet ved sidste retsinstans, højesteret. Dermed bliver en dom så magtfuld, at den kan give præcedens i andre sager, og det giver bilisterne et godt våben mod parkeringsbødebranchen:
Men hvorvidt dommen faktisk er principiel, så parkeringsselskaberne i fremtiden skal dokumentere, at de har placeret en seddel i vinduesviskeren, hvis de har tænkt sig at kræve rykkergebyr - ja det er der stor uenighed om hos de to parter.
"Dommen var ventet. Vi mener, at den er principiel. Det helt interessante er, om det, at man sætter en seddel under en vinduesvisker, er tilstrækkeligt for at have givet en besked til mand. Og det siger højesteret altså, at det ikke er," siger Lennart Fogh, der er advokat hos bilisternes interesseorganisation FDM, til Nyhedsbureauet Newspaq.
FDM har repræsenteret bilisten i sagen, mens Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening har stået medlemmet Europark bi. Her læses dommen med ganske andre briller.
"Vi synes ikke, at afgørelsen er velovervejet. Højesteret har ikke stukket en afgørelse ud, som man kan bruge til noget. Det er til grin for bilisten og for parkeringsselskabet, at man skal køre hele systemet igennem for at få en afgørelse, man ikke kan bruge til ret meget.," siger advokat Jørgen Pedersen til Newspaq.
Han mener, at dommen slet ikke har taget stilling det generelle spørgsmål om, hvorvidt et selskab skal kunne dokumentere, at en parkeringsbøde er nået frem til en bilist før de kan opkræve et rykkergebyr.