Ledere og administrative medarbejdere i Høje Taastrup Kommune sover uroligt om natten i denne tid.
Kommunen skal spare 100 millioner kroner, og en fjerdedel af dette beløb skal findes på administrationen svarende til 60 fuldtidsstillinger.
Besparelserne rammer både ledere og administrative stillinger centralt på rådhuset og decentralt i kommunens institutioner.
"Politisk er det en meget ubehagelig beslutning at vedtage besparelser, der munder ud i, at vi skal sige farvel til kompetente og loyale medarbejdere. Men vi står desværre i en svær økonomisk situation, hvor der mangler mere end 100 millioner kroner, så der er beklageligvis ikke anden udvej," siger borgmester Michael Ziegler til kommunens hjemmeside.
Der vil være tilbud om frivillige ordninger, således at medarbejdere kan vælge at gå på deltid, pension eller efterløn. Det vurderes at kunne reducere behovet for egentlige afskedigelser.
Sparekravet skyldes en kombination af faldende selskabsskatter, øget ledighed, øgede udgifter på det specialiserede børne- og voksenområde samt flere ældre.