Enhver kvinde ved, at man må ofre sig for skønheden.
Derfor er det næppe nogen overraskelse, at en ny undersøgelser viser, at to ud af tre kvinder vælger at gå i høje hæle, selvom det giver dem gener som knyster, knæ- og rygproblemer.
Det er Compeed Style SOS, der producerer plastre og indlæg til sko, der har spurgt 898 kvinder om deres forhold til høje hæle. Og resultatet glæder ligefrem sexologen Joan Ørting:
»Måske gør skoene lidt ondt, men kvinder risikerer at blive endnu mere syge, hvis de ikke går i høje hæle. Kvinder har alt for længe levet efter de maskuline værdier, og det giver stress. Et par høje hæle kan derimod hjælpe kvinder med at finde sårbarheden og det feminine frem, og det er tiltrængt for mange kvinder«, siger sexologen Joan Ørting, der lover mere lykke og god sex til kvinder, der lærer at være feminine.
Forklaringen er, at når kvinder fysisk udstråler noget feminint, så bliver det nemmere at komme i kontakt med egne feminine sider.
Og hvis det indre ikke følger med, er der alligevel lidt at hente. For et par høje hæle er ikke kun årsag til gener. De kan også styrke ryggen, fortæller kiropraktor Johan Hellemose:
»Det er lidt et paradoks. Hvis man har ondt i ryggen, skal man ikke gå i høje hæle. Men en ryg, der trænger til at få styrket lændesvajet, kan have gavn af høje hæle, for så svajer man mere,« forklarer han.