Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Hvis du har en funktionsnedsættelse, der gør dig syg i en længere periode, så har din arbejdsgiver ikke ret til at fyre dig efter 120-dagesreglen i funktionærloven. Du har ret til at få nedsat din arbejdstid, så den passer til dig. Og du har rettigheder efter forskelsbehandlingsloven, så snart du har en langvarig funktionsnedsættelse, der går ud over din erhvervsevne.
Det har HK hele tiden ment, og nu har EU-domstolen givet forbundet medhold.
- Det er vi utroligt glade for, siger HK's næstformand Mette Kindberg.
- Dommen er en meget stor sejr for alle på arbejdsmarkedet med en funktionsnedsættelse. Nu bliver det slået fast med syvtommersøm, at de ikke må forskelsbehandles, siger hun.
De store, principielle spørgsmål, som HK tog med til EU er dels, hvordan man definerer og afgrænser begrebet handicap, dels hvor langt en arbejdsgivers forpligtelser strækker sig, når en medarbejder har en funktionsnedsættelse. Og hvis en medarbejder med funktionsnedsættelse bliver langvarigt syg på grund af sit handicap, tæller sygedagene så med i 120-dages-reglen?
Og EU-domstolen gav HK medhold i samtlige spørgsmål.
- Vi prøvede to helt konkrete sager ved EU-domstolen, siger Jeanette Hahnemann, souschef i Juridisk Kompetencecenter, HK.
- Og ud fra dommen kan man sige, at nej - en arbejdsgiver må ikke fyre dig efter 120 sygedage, arbejdsgiveren skal tåle, at du f.eks. bliver nødt til at gå ned i tid og handicap skal defineres som funktionsnedsættelse. Uanset om den er helbredelig, kronisk, medfødt eller opstået ved ulykke, siger hun.
Sagerne, som HK har ført ved EU-domstolen, drejer sig om to HK-medlemmer. Begge har de funktionsnedsættelser, begge er de blevet fyret på grund af for stort sygefravær. De blev fyret efter 120-dagesreglen i funktionærloven - altså med kun én måneds varsel efter 120 dages sygdom.
Men sygedagene skyldtes deres funktionsnedsættelse, og derfor var HK's påstand, at fyringerne var ulovlige. Og i dag har EU-domstolen så givet HK ret. Også i de principielle spørgsmål.
- Dommen giver en fantastisk rygstøtte til os, når vi skal føre lignende sager, siger Mette Kindberg.
- Og allerbedst: medlemmer med et handicap eller en funktionsnedsættelse har de rettigheder, som vi mener, de har. Nu vil de kunne føle sig sikre i deres job, siger hun.
Kontakt: Birgitte Hougaard, Pressechef, HK: 20264881
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.