HK's forbundsformand, Kim Simonsen, hilser de udvidede trepartsforhandlinger velkommen. Det skal gøres grundigt men hurtigt, siger han.
Ifølge kilder tæt på forhandlingerne om regeringsgrundlaget får arbejdsmarkedets parter en større rolle, end det var lagt op til i Fair løsning.
Og det er godt, mener HKs forbundsformand Kim Simonsen.
"Det lyder både spændende og rigtigt," siger han, og fortsætter:
"De løsninger, der skal laves, skal ikke være snuptagsløsninger. Det er løsninger, der skal holde frem i tiden, og derfor er det vigtigt, at have både lønmodtagere og arbejdsgiverne med ved et forhandlingsborg," siger han.
Ifølge Kim Simonsen bliver det omfattende forhandlinger, for der er nok at tage fat på.
"Jeg ser tusindvis af problemer. Ligefra vækst, dagpenge, uddannelse, arbejdsmiljø og sundhed på arbejdspladserne. Listen er næsten uendelig,"
En uendelig liste er dog ikke lig med uendelige forhandlinger, fastslår Kim Simonsen.
"Hvis Danmark skal ud af krisen, skal der handles forholdsvis hurtigt. Det er blandt andet vigtigt, at folk ikke falder ud af dagpengene. Men så ligger der et langt træk ved siden af i forhold til 2020-planen, som Fair Løsning også lagde op til."
Ifølge Kim Simonsen, kommer HK ikke med ultimative krav, hvis de inviteres med til forhandlingerne, men "skal vi med i en aftale, skal den selvfølgelig se fornuftig ud," siger han.