Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Ledige kan se frem til et beskæftigelsessystem, der er både mere menneskeligt og langt mere effektivt til at skaffe folk i arbejde.
Det mener HK-formand Kim Simonsen, der er tilfreds med, at regeringen og Venstre netop har indgået en rammeaftale om vækstplan og beskæftigelsesreform, hvor man gør op med nyttesløs aktivering og i stedet giver flere mulighed for reel aktivering og uddannelse.
"Jeg går ud fra, at vi nu får gjort op med blandt andet løntilskuds-karusellen, som mange offentlige virksomheder desværre misbrugte til at ansætte billig arbejdskraft i stedet for at tilbyde reelle ansættelser," siger han.
Kim Simonsen advarer dog samtidig om, at et ensidigt fokus på at opkvalificere ufaglærte kan skade væksten.
"Det er i høj grad laboranten, it-specialisten og kontormedarbejderen, som skal skabe fremtidens løsninger og vækst, og derfor er det farligt, når regeringen fokuserer for entydigt på opkvalificering af ufaglærte. Vi må ikke glemme de faglærte.", siger han.
Samtidig vækker finansieringen af aftalen en vis bekymring i HK.
"Det er fortsat lidt uklart, hvordan den præcise finansiering tilvejebringes, og jeg håber virkelig ikke, at regeringen har tænkt sig at betale erhvervslivets afgiftslettelser med forringelser i beskæftigelsesindsatsen", siger Kim Simonsen.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.