Turen med indkøbsvognen er reelt blevet dyrere for 150.000 medlemmer af HK/Privat.
Mens priserne sidste år steg med 2,6 procent, så steg lønningsposerne til de handel- og kontoransatte nemlig kun med 2,4 procent.
"Nu vil vi gerne sige til medlemmerne, at i den resterende del af overenskomstperioden, der skal de altså se at få rettet op. Ellers kommer vi ud af perioden med et reallønsfald, og det var ikke meningen," siger sektorformand Karin Retvig til Newspaq.
Ud over kampen for at sikre reallønnen fremhæver Karin Retvig, at lønstatistikken for 2010 også viser, at løngabet mellem mænd og kvinder er steget fra 12 til 13 procent.
"Det er et rigtig grimt tegn på krisen, som vi også må få vendt igen. Ellers har vi tidligere set en indsnævring i uligelønnen, men denne positive udvikling er pludselig knækket," siger Karin Retvig.
Lønstatistikken afslører også, at den tidligere så stensikre metode til at få mere i løn, nemlig ved at skifte job, heller ikke virker i øjeblikket.
De, der har skiftet job på samme niveau, holder akkurat skindet på næsen eller oplever oven i køb et lille fald i lønnen, viser HK's tal. Kun hvis man skifter job til et højere niveau, stiger reallønnen.
Fra chefkontorerne er der prædiket løntilbageholdenhed under de økonomiske kriseår. Men siden 2008 har mange chefer scoret svulstige bonuslønninger til sig selv.
Direktørerne i landets 16 største børsnoterede virksomheder har siden kriseåret 2008 skaffet sig 23 procent ekstra i deres egne lønposer.
Derfor skal HK/Privats medlemmer heller ikke holde sig tiilbage, mener Karin Retvig.
"Vores medlemmer er usandsynlig samfundsbevidste og har vist tilbageholdenhed, mens grådigheden hos cheferne trodser enhver tænkelig ting. Derfor er tiden inde til at få balance i sagerne igen," siger hun.
Det tjener HK/Privats medlemmer i gennemsnit:
Mænd: 34.205 kroner
Kvinder: 29.770 kroner
Kilde: HK/Privat