Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Beskæftigelsessystemet skal være sammenhængende for den enkelte ledige og skal tage udgangspunkt i, hvad den enkelte har brug for, og hvad virksomhederne har brug for. Samtidig skal reglerne være langt mindre bureaukratiske.
Sådan lyder intentionerne for regeringens beskæftigelsesreform, der blev forhandlet på plads onsdag af et bredt flertal i Folketinget.
- Intentionerne i reformen er helt rigtige - fokus på den enkelte og på reel jobformidling, siger HK's næstformand, Mette Kindberg.
Men hun frygter, at de gode intentioner kan ende i et bureaukratisk mareridt for den enkelte. Hun henviser til, at der nu indføres en række ekstra samtaler, som er ens for alle ledige - uanset om de har brug for det eller ej. Og det kan betyde, at indsatsen bliver svækket for dem, som har mest brug for den.
- Regeringen har reelt skabt et samtalecirkus, som er helt urimeligt for den enkelte. Vi er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt reformen vil overleve mødet med virkeligheden, og jeg frygter, vi skal opleve endnu en akutjob-fadæse, siger Mette Kindberg.
Hun henviser til, at regeringen pålægger a-kasserne mindst ¼ million nye samtaler, uden der er nogen ideer eller midler til, hvordan det skal kunne lade sig gøre.
- Vi mener, at vi kan løse nogle af de praktiske udfordringer gennem afbureaukratisering samt en ændret fordeling af medlemskontingentet mellem staten og a-kasserne, siger Mette Kindberg og fortsætter:
- Vi ser frem til at samarbejde med regeringen om at finde løsninger på de praktiske udfordringer. For vi går ud fra, at det ikke kun er de gode intentioner vi deler med regeringen, men også viljen til at gøre dem til virkelighed, siger Mette Kindberg.
Kontakt: Birgitte Hougaard, pressechef, HK: 23 81 11 14
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.