Udgiftsloft. Det ord dækker over nye vilkår for alle statslige foretagender være sig kommuner, regioner, hæren, politiet osv.
Begrebet er opfundet, fordi regeringen nu erkender, økonomistyringen har sejlet i dens tid ved magten.
"Der er ingen fribilletter længere. Nu skal der fuldstændig styr over udgifterne," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Han indrømmer samtidig, at det faktisk har været tilfældet; at der i hans tid ved magten faktisk har været uddelt økonomiske fribilletter, hvor regeringen igen og igen har efterbetalt underskud hos offentlige instanser uden at kny.
"Vi bevæger os nu over i en udvikling, hvor der så langt øjet rækker er udsigt til underskud. Så nu skal det være slut," siger finansministeren.
I erkender jo, at der har været fribilletter i 10 år, VK har været ved magten, og siger nu, at det skal stoppe. Hvordan kan det være, at I ikke tidligere har erkendt, at de her fribilletter ikke har været så gode for økonomien i Danmark?
"Jamen det har da ærgret os, hver gang vi har set, at budgetterne er blevet overskredet. Vi synes da ikke det var sjovt, at politiet lige pludselig havde et underskud på 600 millioner kroner, eller at der var underskud andre steder. Men nu er det altså, at riget fattes penge, og derfor er det, at en ny orden melder sig," lyder det fra Claus Hjort Frederiksen.