Snyd med arbejdstiden er ikke kun et københavnsk fænomen. Mindst 21 byer over hele landet er ramt af snyderiet.
Det oplyser TV 2 Nyhederne her til aften.
Tv-stationen bygger deres tal på baggrund af henvendelser hjemmehjælpere, der er trådt frem og fortæller om deres egen eller andres svindel.
Samtidig stod en hjemmehjælper frem og fortalte om sin svindel i Sønderborg, hvor hun brugte sin arbejdstid på private gøremål, mens de ældre ikke fik den hjælp, som de havde krav på.
Socialminister Benedikte Kiær (K) afviser dog fortsat overfor tv-stationen, at hun vil gå ind i sagerne.
"Det her handler ikke om lovgivning, men om ledelse og moral," sagde hun onsdag aften til tv-stationen.