Danske medarbejdere bliver i stigende grad tilbudt firmacykler af deres arbejdsgivere.
Ikke mindst kommunalt ansatte nyder godt af det sunde frynsegode.
I Gentofte har hjemmehjælperne de sidste par år kørt fra hjem til hjem på smarte cykler stillet til rådighed af kommunen.
"Folk er ellevilde. Det er en god cykel, de får, og de ansatte må bruge den lige så tosset de vil også i fritiden," siger Flemming Nilsson, teknisk servicemedarbejder i Gentofte Hjemmepleje, til Newspaq.
Eneste kriterium for at få cykel - og cykelhjelm - udleveret er, at man skal være ansat i mindst seks måneder og have over 20 timer om ugen.
"En gratis medarbejdercykel har en stor signalværdi over for medarbejderne. De føler sig mere værdsat," siger Flemming Nilsson, der også har noteret sig, at hjemmehjælperne er blevet sundere.
"Førhen var der mange, der kørte i bil, men efter at de har fået cyklen, har de ladet bilen stå," siger han.
København og Odense Kommune har ligeledes gode erfaringer med at give kommunalt ansatte firmacykler.
Og markedet for firmacykler er i vækst.
Det siger Jesper Werner, der er partner i LogoCykler, som sælger over 1.000 firmacykler om året.
"Mange virksomheder og offentlige institutioner tænker grønt og er fokuseret på både miljø, sundhed og trivsel, hvilket kommer os til gode," siger han til Newspaq.
Samme melding kommer fra indehaver af Firmacyklen, Erik Hentze.
"Interessen er stigende. Det er en meget populær ordning blandt medarbejderne, og det kommer tit bag på firmaet, hvor glade medarbejderne bliver for cyklerne," siger han til Newspaq.
Udover at bruge cyklen til møder eller kundebesøg, bruger ansatte også cyklen til at få lidt luft i frokostpausen.