Velgørenhedsorganisationer i Italien deler hvert år julemad ud, ligesom de gør i så mange andre lande. Men i år kan man finde en speciel madvare i de italienske madkurve, som de nok ikke serverer ret mange andre steder - kaviar.
De italienske myndigheder har nemlig konfiskeret 40 kilo af ulovligt importeret beluga-kaviar, og i stedet for at destruere den eksklusive madvare, har de valgt at lade de hjemløse få glæde af dem via velgørenhedsorganisationerne.
Beluga-kaviar er forbudt i mange lande, fordi støren, der producerer de salte æg, er udrydningstruet. Tre personer er blevet anholdt i sagen.
"Jeg fandt på, at vi skulle give kaviaren til de fattige. Sidste år under en lignende opperation endte vi med at destruere det hele," sagde Juri Mantegazza, inspektør for italiensk skovbrug, der tager sig af spørgsmål om truede dyrearter.
Ikke nok med at de hjemløse får madvarer til jul, som de sandsynligvis aldrig selv ville kunne få råd til. De får også lov til at mæske sig i dem. Et af stederne, der skal uddele fiskeæggene oplyser, at de har fået 10 kilo kaviar til 82 middage.
Det svarer til, at hver hjemløs får 120 gram kaviar - mellem to og fire gange så meget, som kokkene normalt serverer på de fineste restauranter.