En 47-årig hjemløs mand blev i lørdags fundet livløs ved banegården i Horsens. Politiet formoder, at han er frosset ihjel.
En kvinde fandt den livløse mand, som lå ved rampe 14 på godsterminalen i Løvenørnsgade.
"Det var en vagabond, som blev fundet livløs. Der er ikke noget mistænkeligt i dødsfaldet, og manden er formentlig frosset ihjel. Når der er så koldt, er det svært at overleve udenfor," siger kriminalassistent Leif Jørgensen fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Via en tidligere hustru til den 47-årige blev manden genkendt.
I weekenden blev der målt en kulderekord på minus 19 grader i Horsens.
Der er omkring 5.000 hjemløse i Danmark. Ifølge nødhjælpsorganisationerne er det flere år siden, at en hjemløs er frosset ihjel i Danmark.