Hjælp! Prisen på bacon stiger

Bacon er et populært produkt i de danske husholdninger, og fremover kan det blive dyrere at hive de fedtede skiver ned i indkøbskurven.
Foto: Colourbox

Prisen på bacon ventes nemlig at stige eksplosivt i 2013.

Mange europæiske landmænd ventes at droppe svineproduktionen, når nye dyrevelfærdsregler træder i kraft i EU næste år og svineproducenternes brancheorganisation BPEX venter, at produktionen vil falde med op mod 10 pct.

Det kan sende prisen på en pakke bacon i supermarkedet i vejret. Det skriver den engelske avis The Guardian.

De nye EU-regler sætter blandt andet begrænsninger på, hvor mange grise, der må være i en enkelt bås og kun tre EU-lande har meldt ud, at alle deres producenter overholder de nye regler.

Lignede regler for opdræt af burhøns har tidligere fået skylden for en voldsom stigning i prisen på æg.

Udover de nye dyrevelfærdsregler er svineproducenterne også presset af højere priser på svinefoder som følge af tørken i USA og prisen på foder er steget med 25 pct. i år.

Det giver frygt for at svineproduktionen i Europa kan blive så decimeret, at supermarkederne i stedet må begynde at importere bacon, pølser og svinekam fra Sydamerika og Thailand.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.