En stor hanhund med racen Shar Pei i sig blev forleden fundet, bundet fast til et gelænder ved togstationen Ayr i Skotland.
Hunden var tilsyneladende blevet efterladt af sin ejer, som også havde stillet hundens ejendele ved siden af i en kuffert, herunder en pude, legetøj, madskål og hundemad.
Det fortæller den skotske dyreværnsorganisation Scottish SPCA, der nu har hunden i sin varetægt.
Den forladte vovse var udstyret med en mikrochip, og via den fandt man ud af, at hunden hed Kai.
Dyreværnsorganisationen kontaktede ejerne registreret til mikrochippen, men de kunne blot fortælle, at de havde solgt Kai i 2013. Desværre havde de ikke længere adressen på køberen.
Kai er omkring tre år gammel, og SPCA tager sig af ham, til et nyt hjem dukker op. Organisationen kalder det en "grusom handling" at efterlade en hund på den måde og understreger, at hvis det opklares, hvem der har gjort det, kan vedkommende som straf blive forbudt at holde dyr i en periode eller resten af livet.