Adolf Hitler Campbell, Honszlynn Hinler Keannie Campbell, og JoyceLynn Aryan Nation Campbell. Faderen til tre børn med naziklingende navne, anklager nu DYFS (det amerikanske svar på socialforvaltningen) for at fjerne børnene under falske forudsætninger, og han siger, at et af børnene virkede forsømt, da han så dem i sidste uge.
Heath Campbel siger til AP, at han og hans kone Deborah, kun har fået lov til at se børnene en enkelt gang, siden myndighederne fjernede dem fra familiens hjem den 9. januar.
Ifølge Campbell virkede hans toårige datter, JoyceLynn Aryan Nation Campbell, syg, da han besøgte hende sammen med sin kone i sidste uge under opsyn af socialrådgivere. JoyceLynn var snotte, og hun var ikke blevet skiftet, siger han.
DYFS har ikke oplyst, hvorfor børnene blev fjernet. Talskvinde Kate Bernyk siger, at loven om tavshedspligt forhindrer myndighederne i at kommentere på den enkelte sag.
Ifølge Campbell sagde myndighederne til ham, at børnene blev fjernet, fordi de var i "overhængende fare", men han selv tror, at de blev fjernet på grund af medieomtalen af børnenes navne.
Familien gav anledning til overskrifter i hele verden i december, da et supermarked nægtede at skrive 'Adolf Hitler Campbell' på drengens fødselsdagskage.