Historisk lavt treårig flekslån
Boligejere med treårige rentetilpasningslån kan godt smile nu, hvor auktionerne er lukket og renten for de kommende tre år fastsat til et historisk lavt niveau. Foto: Colourbox
Nordea Kredit har afsluttet auktionen over det treårige rentetilpasningslån med en rente på 0,67 procent.

Boligejere, der har valgt et treårigt rentetilpasningslån, kan de næste år slippe med at betale 0,67 procent i rente.

Det er en kendsgerning, efter at Nordea Kredit onsdag afsluttede auktionerne over de tre-årige rentetilpasningslån.

Dermed sætter renten på de treårige rentetilpasningslån igen bundrekord. Sidste år landede renten tilsvarende på 1,41 procent, som var historisk lavt allerede dengang.

Boligøkonom i Nordea, Lise Nytoft Bergmann, vurderer, at flere boligejere har skiftet fra et-årige til tre-årige lån for at få mere luft i økonomien.

- Der er mange, der har fulgt realkreditinstitutternes anbefaling om at skifte fra et et-årigt til et treårigt rentetilpasningslån, siger Lise Nytoft Bergmann.

- De boligejere får flere penge til forbrug. Da renten på det etårige lån blev fastsat sidste år, var den på 1,06 procent, påpeger hun.

Har man et lån på en million, betyder den nye rekordlave rente på de treårige lån dog kun 70 kroner mere til forbrug om måneden.

Nordea Kredit afslutter auktionerne over de fem-årige og de et-årige rentetilpasningslån torsdag.