Der blev skrevet historie tirsdag, da Vladimir Putin mødtes med lederne fra Krim-halvøen.
For både Putin og lederne skrev under på, at Krim igen skal være en del af Rusland, lige som det var en del af Sovjetunionen frem til 1954. Flere steder på halvøen jublede størstedelen af halvøens omkring to millioner indbyggere, der ifølge søndagens afstemning ønsker at sige farvel til Ukraine og goddag til Putin og Rusland.
Nu mangler Ruslands myndigheder blot at ordne de sidste juridiske formaliteter, og så er Krims optagelse i Rusland en realitet, ifølge russerne.
Men hverken EU, USA eller Ukraine har dog anerkendt hverken folkeafstemningen eller tirsdagens udveksling af underskrifter, og Putin bliver skarpt beskyldt for at overtræde internationale konventioner, så der er lagt op til, at den internationale krise fortsætter.