På Hillerød Hospital i Nordsjælland vil direktionen gennemføre en analyse, der skal give svar på, hvordan der kan spares 20 millioner kroner om året på lægelønninger.
Hillerød Hospital tæller hospitalerne i Hørsholm, Frederikssund og Helsingør, og er i forvejen massivt ramt af besparelser, der ifølge Dagens Medicin betyder nedlæggelse af 250 stillinger.
De 20 millioner kroner, der skal spares på lægelønninger, svarer til 22-23 overlæger, skriver tidsskriftet.
Det svarer til at omkring hver 10. af overlægerne står til at blive fyret. Men det antal står endnu ikke klart.
Overlægeforeningens formand Erik Kristensen har nu sendt et klagebrev til hospitalsdirektionen.
"Jeg har aldrig i mit liv som formand oplevet en så alvorlig situation for overlægerne. Det er den mest uprofessionelle håndtering af en fyringsrunde, jeg har været med til," siger Erik Kristensen til Dagens Medicin.
Lægeanalysen er et direkte angreb på overlægerne og kommer oven i den første prikkerunde, som rammer lægerne mandag.
"Vi beder ikke om særbehandling, for selvfølgelig kommer der afskedigelser, når man ændrer optageområderne mellem sygehusene. Men man kan ikke i anden omgang gennemføre en selektiv analyse kun for lægerne, hvor man har meldt ud, at man skal spare 20 mio. kr. på forhånd," siger Erik Kristensen.
Vicedirektør Benthe Orø Rørth, der repræsenterer hospitalets ledelse, ønsker ikke at svare på kritikken, før ledelsen selv har drøftet sagen med Overlægeforeningen.
"Vi kan ikke sige noget offentligt, når vi er midt i en forhandling. Jeg har stort set lige fået brevet, og vi vil gerne tale med afsender først, før vi begynder at udtale os til pressen," siger hun.