Først var et helt X Factor-program dedikeret Rasmus Seebach, og nu er det så også blevet offentliggjort, at sangeren dukker op til Grøn Koncert i år.
"Jeg ser Grøn Koncert som en hyldest til den danske musik, og de mennesker der elsker den, og det er jeg meget stolt af at få lov at være en del af," siger Rasmus Seebach i en pressemeddelelse.
Ramus Seebach, søn af Melodi Grand Prix-legenden Tommy Seebach, fylder 32 år i næste uge og debuterede som solist i 2009. Først med landeplagen 'Engel', og dernæst kom det selvbetitlede debutalbum, som også kastede singlerne 'Glad igen', 'Lidt i fem' og 'Natteravn' af sig.
Albummet lå 25 uger på den danske albumhitliste og slog dermed Kim Larsens rekord, som han i sin tid satte med ,Midt Om Natten, fra 1984.
På årets Grøn Koncert-program finder man også Nephew, Alphabeat og Burhan G.
De øvrige navne til jubilæumsudgaven af Grøn Koncert, der fejrer 30 år i år, vil løbende blive offentliggjort, skriver Grøn Koncert på sin hjemmeside.
Kilde: Grøn Koncert