"Det var aftalebrud på aftalebrud."
Sådan betegner politiassistent Morten Rau Jacobsen fra Station City i København de forhold, hans deling var udsat for i forbindelse med klimatopmødet.
Politibetjentene, hvis opgave ved COP15 var at følge demonstrationerne rundt om i København, mener, at de blev snydt på især tre områder.
1. Fysisk og mentalt nedslidt
Der var lagt op til en 12 timers arbejdsdag, hvor de første to timer samt de sidste to timer var såkaldt afrigningstimer, der skulle fungere som tilrigning af biler og som transporttid.
Sådan blev det ifølge betjentene ikke.
På nær de første par dage, hvor der ikke var demonstrationer, var Morten Rau Jacobsens deling på arbejde på gaden i samtlige 12 timer i træk, forklarer politiassistenten.
Ifølge Morten Rau Jacobsen var der også lagt op til en vis rotation, så samme deling ikke skulle have samme opgave under hele topmødet, og blev lovet både dag- og nattevagter. Det endte med, at de samme delinger kørte på i alle 15 dage. Noget der rent fysisk afkræftede betjentene og mentalt sled på vilje og kampånd.
"Vi var jo mega smadrede, når vi kom hjem," forklarer Morten Rau Jacobsen.
Læs også: Peter Ibsen erkender fejl
2. Tvivl om overarbejde
De opslidende arbejdsdage fører videre til betjentenes næste kritikpunkt:
De lange vagter holdt sig ikke kun på 12 timer. Nogle dage blev der arbejdet 13, 14 og helt op til 17 timer i delingen.
I aftalen mellem Rigspolitiet og Politiforbundet i forbindelse med COP15, som Avisen.dk har fået indsigt i, står der i paragraf 7 afsnit d:
"Ved planlagt tjeneste på mere end 12 timer og indtil 16 timer ydes et tillæg på 3.300 kroner". Altså væsentligt over det tillæg på 1.500 kroner pr. vagt, som betjentene fik ved vagter op til 12 timer.
Morten Rau Jacobsen fortæller, at betjentene af Politiforbundet efterfølgende fik at vide, at tillægget ikke kunne læses på denne måde.
I stedet skal overarbejdstimerne på vagter mellem 12 og 16 timer tælles sammen, inden der kan blive tale om en 16 timers vagt.
"En af mine kolleger har fået at vide, at man skal have vagt i 14 timer, før det kunne tælle som en 16 timers vagt," siger Morten Rau Jacobsen. En tolkning, der får sindene i kog.
"Det er jo helt vildt. Vi kan ikke læse aftalen på anden måde, end at det automatisk udløser en 16 timers vagt. Og hvis det kan tolkes på andre måder, så forstår jeg slet ikke, at Politiforbundet kan forhandle en ordlyd, der giver mulighed for fortolkninger, igennem," siger Morten Rau Jacobsen.
3. Dårlig planlægning
Og her stopper kritikken ikke. Politibetjentene kritiserer også en "meget dårlig planlægning af deres vagter".
På forhånd havde de fået lovning på, at den 12 timer lange arbejdsdag skulle være skemalagt, så de på forhånd havde mulighed for at planlægge de 12 fritimer.
Sådan gik det langt fra. I aftalen med Rigspolitiet og Politiforbundet står der i paragraf 5: "Den planlagte tjeneste kan til enhver tid ændres".
Og det fik betjentene at smage. Først i løbet af den enkelte arbejdsdag vidste de, hvornår de skulle møde den næste. Det vil sige, at de ikke havde mulighed for at planlægge noget i de 12 fritimer, mener betjentene.
"Reelt var vi på beredskab 24 timer i døgnet. For os, der har børn, var det jo umuligt at planlægge noget, når vi ikke kendte mødetiderne. Vi var kun hjemme for at sove og spise," siger Morten Rau Jacobsen.
Læs Politiforbundets formand Peter Ibsens svar på kritikken her: Peter Ibsen erkender fejl