Er du 55 år, vil du først kunne gå på efterløn som 62-årig i stedet for i dag som 60-årig.
Er du derimod 51 år, vil du først kunne gå på efterløn som 65-årig.
Politiken er kommet i besiddelse af regeringens udkast til en efterlønsreform.
Af den fremgår det, at efterlønsalderen allerede vil blive hævet i 2014 og ikke som planlagt i 2019, og at de sidste, der kan benytte sig af ordningen, vil være årgang 1965.
"Det her vil kunne mærkes hårdt på de mange tusinder, der er nedslidte efter at have knoklet på arbejdsmarkedet gennem et helt liv. Udspillet er akkurat så slemt, som vi havde frygtet," siger Poul Erik Skov Christensen, formand for landets største fagforbund, 3F, til Politiken.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger til Politiken, at arbejdet med udspillet stadig er i gang, og der ikke er truffet beslutning om det endelige indhold.
Godt 1,1 million danskere betaler i øjeblikket efterlønsbidrag.
Knap en halv million er under 45 år, og de mister helt retten til efterløn.