'Christina Watches' bliver navnet på det nye hold, som Michael Rasmussen skal være holdkaptajn for.
Forretningskvinden Christina Hembo har købt holdet Team Stenca Trading - M1, der med dets otte ryttere bliver Michael Rasmussens nye arbejdsplads.
Kyllingens comeback blev præsenteret under overskriften "Everybody deserves a second chance," og Hembo forklarede, hvorfor hun valgte at tage Rasmussen under sine vinger, efter at rytteren i 2007 blev fyret fra Rabobank.
"Straffen er nu udstået, og derfor kontaktede jeg Michael for et halvt år siden. Hvis jeg på nogen måde kunne hjælpe ham tilbage på cyklen igen, så ville jeg gøre alt, hvad jeg kunne," siger hun.
Kyllingen og Christina Hembo erkender, at det nye hold ikke var den foretrukne måde at gøre comeback på.
"Vi er udmærket klar over, at vi ikke kommer til at køre Tour de France til sommer, og nok heller ikke næste år," konstaterer Michael Rasmussen.
"De første to år skal vi ud og træde i vores barnecykelsko. På trods af, at jeg har kørt på cykel i 28 år, er det stadig en smule nyt at skulle drive cykelhold," siger han.
En af det nye holds udfordringer bliver nu at kæmpe sig op i kategorien for Professional Continental-hold, således at holdet vil få invitationer til de store løb.
Han siger samtidig, at han regner med at fortsætte i cykelsporten i mange år endnu - også hvis det ikke bliver ham selv, der træder i pedalerne.
"Jeg er naturligvis godt klar over, at det i 2016 nok ikke er Michael Rasmussen, der kører Tour de France. Men jeg har en klar målsætning om, at det er mig, der kører i bilen bagved," siger han.