* Mohamed Mursi Eissa al-Aya fik i juni sidste år godt halvdelen af stemmerne ved præsidentvalget
* Mange håbede på nye og bedre tider, da Mohamed Mursi blev taget i ed som folkevalgt præsident for nøjagtig et år siden
* Den 61-årige ingeniør og tidligere professor, der blandt andet har læst og undervist i USA, betegner sig selv som en sand islamist
* Han har været aktiv i Det Muslimske Broderskab siden 1991 og sad fængslet under Hosni Mubaraks styre på grund af sit politiske tilhørsforhold, men har også været parlamentsmedlem fra 2000 til 2005
* Det Muslimske Broderskab ønsker at etablere en islamisk stat gradvist og med fredelige midler. Men da han blev valgt, havde Mursi mest fokus på social ulighed og den forværrede økonomi, som optager mange egyptere
* Mursi kom i strid modvind, da han i november udstedte et dekret, der gav ham selv vidtrækkende beføjelser og svækkede retssystemet. Efter store demonstrationer trak han dekretet tilbage
* Samtidig blev han kritiseret for at forhale et islamisk domineret forfatningsudkast, der dog blev vedtaget i en omstridt folkeafstemning
/ritzau/