Det havde de færreste nok regnet med.
Årets X Factor-dommere bliver i år... fuldstændigt de samme som sidste år. Det er netop blevet afsløret ved et pressemøde.
Det bliver igen Pernille Rosendahl, Thomas Blachman og Mich "Cutfather" Hedin, der skal vende tommelfingeren op eller ned for håbefulde og nogle gange håbløse danske sangspirer hver fredag på DR.
"Jeg går ikke af vejen for en sund og livlig diskussion og glæder mig virkelig til at kæmpe mod de to andre kamphaner, siger Pernille Rosendahl, som kan ses i selskabet med resten af trioen på DR fra januar.
Cutfather, der stod bag sidste års vinder, Sarah, satser naturligvis på at sende endnu en deltager til tops.
"Men det er ikke mig, der skal være i fokus - det skal artisten være, og hvis artistens råmateriale er solidt - ja, så kan vi sagtens gå hele vejen til finalen igen," siger han i en pressemeddelelse.
Thomas Blachmann har endnu til gode at stå bag en vinder i programmet, men det går ham ikke på.
"Men jeg vinder jo hver gang på min egen måde," siger den elitære jazztrommeslager.
Hvis du har en sangstjerne i maven, kan du lige nå at dukke op til den sidste casting, der foregår i KB Hallen i København onsdag den 14. september fra klokken 9.30.
Kilde: DR