En arbejdsplads under skyerne med Ray Ban-solbriller, mørkeblå uniform og et hold af stewardesser til at bringe kaffe mellem 'Roger' og 'over and out'-meldingerne.
Det er en jobbeskrivelse, der tiltaler rigtig mange.
I hvert fald er jobbet som pilot kåret som det arbejde, danskerne synes, er allerfedest. Også endnu bedre end at være fodboldspiller og computerspilsanmelder.
Det viser en læserundersøgelse fra TV 2.
En af dem, der allerede har det fede job, er 43-årige Peter Hyldig. Og han er glad for, at danskerne stemmer på netop hans job som det sejeste.
En af fordelene er, at hverdagene aldrig er ens, fortæller piloten.
"Det er fantastisk, at jeg stadig får det samme sus som i starten," siger han til TV2.
Han tror, at flertallet har stemt netop pilotjobbet ind på førstepladsen, fordi det er eksklusivt, og kun få kan blive det.
Og så skader uniformens virkning på det modsatte køn ikke, mener han.
Heller ikke lønnen er til at kimse af. Peter Hyldig tjener nemlig cirka en million kroner om året.
Den modsatte og knap så prestigiøse titel af 'Danmarks værste job' gik til kloakrenseren, som konkurrerede mod p-vagter og tarmrensere.
Kloarkrenseren Peter Sørensen forstår imidlertid ikke den skidte opbakning.
"Selv om folk synes, at mit job er klamt, så er de jo virkelig glade for at se os, når deres toilet er stoppet," påpeger han.
8.000 danskere stemte i læserundersøgelsen.
Kilde: TV2