Inden sommerens VM i fodbold i Sydafrika, var der nok ikke mange, der vidste, hvad en vuvuzela var. Men efter en måned med bold i Afrikas sydligste land, kendte alle det støjende horn.
I dag blev benævnelsen for truthornet kåret som "Årets Ord 2010" i P1-programmet "Sproglaboratoriet".
Dommerpanelet bestod af journalist, Kim Bildsøe Lassen, direktøren i Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, og forfatteren Ann Mariager.
Programmets lyttere har igennem de seneste uger indstillet flere end 100 ord til at blive "Årets Ord 2010".
10 af ordene var efterfølgende til afstemning på dr.dk, og dommerne skulle så vælge mellem de fire, der havde fået flest stemmer.
Her blev vuvuzelaen udvalgt som det bedste.
"Jeg synes, vuvuzelaen er velegnet som "Årets Ord 2010", fordi det netop knytter sig til en begivenhed, der skete i året, nemlig fodbold-VM," Sabine Kirchmeier-Andersen til Jyllands-Posten.
Det er anden gang "Sproglaboratoriet" kårer Årets Ord. Sidste år blev det ordet "lømmelpakke".
Kilde: JP