Listen af ordførerskaber og formandsposter er lang, og allernederst på listen står navnet Henrik Sass Larsen.
Manden, der ellers var spået en karriere som finansminister, før en rocker kom i vejen, får end ikke en ordførerpost. I stedet bliver han delegationsleder af Europarådet.
Finansministeren hedder i stedet Bjarne Coridon (S), og ordføreren på området hedder John Dyrby Paulsen. Han var ellers udset som forsvarsminister, da det var hans område som oppositionsordfører.
Enhedslistenafhopperen Pernille Rosenkrantz-Theil skal tage sig af klimaet som ordfører for klima, energi og bygninger.
En anden person, der er kendt for andet end socialdemokratisk partiarbejde, er Mette Reismann, der er kendt som streng, men kærlig vært i TV3's Luksusfælden. Hun skal meget passende varetage posten som forbrugerordfører.
Den skandaleramte Henrik Sass Larsen må se en del forholdsvis ukendte socialdemokrater snuppe ordførerposterne for næsen af sig. Troels Ravn skal varetage børne- og undervisningsområdet, og Kirsten Brosbøl skal tage sig af forskning, innovation, og videregående uddannelse.
I Folketingets udvalg er det desuden blevet til 11 formandsposter for den socialdemokratiske gruppe.
Henrik Sass Larsen har været en af Helle Thorning-Schmidts tætteste partifæller, indtil han fik afvist en sikkerhedsgodkendelse. Hans egen forklaring lyder, at det skyldes to henvendelser fra en rocker i Køge. Siden har konspirationsteorierne fået frit spil, men Sass Larsen holder sig stadig til sin umiddelbare forklaring.