Transportministeren har netop fået bred politisk opbakning til en grøn trafikaftale, og nu er han så klar til at lægge en slagplan for en fossilfri transportsektor. Det skriver netavisen Altinget.dk.
Det sker efter sommer, når transportminister, Henrik Dam Kristensen (S), vil nedsætte et udvalg, der skal lave en plan for, hvordan man når frem til målet om en fossilfri transportsektor i 2050.
- Alle er enige om, at vi skal være uafhængige af fossile brændstoffer. Derfor er der behov for, at vi nu lægger en konkret plan for, hvordan vi når målet, siger Henrik Dam Kristensen til Altinget.dk.
Det skal være en plan, der både ser på, hvordan man udfaser de fossile brændsler på langt sigt, men som også sætter delmål undervejs.
Regeringen har hidtil opgivet flere af dens planer om grønnere transport. Blandt andet er betalingsringen rundt om København blevet droppet, forslaget om højere lastbilafgifter er røget i graven, ligesom regeringens bebudede klimaplan er blevet udskudt.
Den grønne tænketank Concito tager positivt imod udspillet. Tænketankens trafikpolitiske konsulent Susanne Krawack mener, at der i den grad er behov for at få lagt en plan for transporten.
- Det er en rigtig god idé. Der sker ikke noget på området, og der er ikke noget, der tyder på, at der er noget på vej. Derfor er det godt at få sat det i gang, siger hun til Altinget.dk.
Ifølge Susanne Krawack vil den tunge transport blive den største udfordring.
- Det er ved den tunge transport, at man virkelig har svært ved at se et reelt CO2-neutralt alternativ, siger hun.
Offentliggørelsen af det nye udvalg kommer efter, at regeringen sammen med V, K, LA og DF onsdag blev enig om en grøn trafikaftale. Aftalen betyder blandt andet, at der kommer en letbane i hovedstadsområdet.
/ritzau/