Viborg HKs venstrefløj gennem otte år, Henriette Mikkelsen, har spillet sin sidste kamp som tophåndboldspiller.
Hun stopper nemlig karrieren med øjeblikkelig virkning, og klubben har da også accepteret at ophæve kontrakten et halvt år før tid.
Karrierestoppet skyldes, at venstrefløjen har fået tilbudt sit drømmejob udenfor håndboldbanen, oplyser Viborg HK på sin hjemmeside.
Dermed blev den netop færdiggjorte pokalsemifinale mod Randers Henriette Mikkelsens sidste kamp som tophåndboldspiller.
"Jeg føler selvfølgelig, at jeg på en eller anden måde svigter holdet og klubben, men heldigvis har jeg fået stor opbakning til min beslutning," fortæller Henriette Mikkelsen i en pressemeddelelse fra Viborg HK.
Her oplyser hun også, at hun allerede torsdag begynder i sit nye job, en lærerstilling på en specialskole for børn med sociale og emotionelle problemer.
Sportschef i Viborg HK, Susanne Munk Wilbek, forklarer, at det er håndboldspillerens store indsats for klubben, der hjalp dem med
at træffe beslutningen. Også selv om man kunne have tvunget hende til at blive:
"I en situation, som betyder så meget for hende, har vi derfor valgt at lade de menneskelige hensyn veje højest og give hende muligheden for at få en drømmestart på sin civile karriere," siger hun.
Kilde: Viborg HK