På torsdag begynder retssagen mod Erik Skov Pedersen. Men hans samlever gennem 14 år, Henriette Kjær, slipper for at vidne i sagen om hans million-bedrageri. Det skriver B.T.
Den konservative politiker er blevet afhørt af politiet. Og de er nået frem til, at Henriette Kjær intet vidste om sin samlevers omfattende svindel.
Derfor slipper hun fri af vidneskranken.
Erik Skov Pedersens økonomiske fusk har tjent ham godt 5,4 millioner kroner. Dem har han angiveligt anskaffet sig for at betale skattegæld og holde glubske kreditorer væk fra parret, så de kunne blive i deres hus i Hellerup.
Svindlen bunder i alt fra falske underskrifter, til at udgive sig for at være ansat i et pensionsfirma, for derigennem at lokke penge fra hans ofre.
Skov Pedersen står til at få mellem halvandet og to års fængsel, hvis han bliver dømt efter anklageskriftet, der går på groft dokumentfalsk og groft bedrageri.
Han har allerede tilstået at have svindlet for cirka halvdelen af det beløb, han er tiltalt for at have stjålet. 2,4 millioner indrømmer han at have bedraget sig til ved at lave falske købsaftaler.
Kilde: B.T.