I december blev De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær igen dømt som dårlig betaler. Hun har ikke overholdt betingelserne i forbindelse med et lån optaget i GE Money Bank. Afsløringen af dommen kommer midt i tovtrækkeriet med politikerens svigermor, der beskylder Henriette Kjær og hendes mand for bedrageri.
Dommen, der igen stempler Henriette Kjær som dårlig betaler, faldt i Retten i Lyngby i december sidste år. Det skriver B.T.
GE Money Bank havde trukket Henriette Kjær i retten, fordi hun ikke afdragede på et banklån. Retten dømte politikeren til at betale lånet tilbage til GE Money Bank samt sagens omkostninger.
"Thi kendes for ret. Sagsøgte, Henriette Kjær, skal inden 14 dage til sagsøgeren GE Money Bank, filial af GE Money Bank AB Sverige, betale 149.831,94 kroner med rente 11,09% p.a. fra den 15. juni 2010 samt sagens omkostninger med 6.850 kroner," står der ifølge B.T. i dombogen. Henriette Kjær ville ikke udtale sig i sagen.
Det er ikke første gang, at Henriette Kjær stemples som dårlig betaler. I 2004 fik hun og hendes mand Erik Skov Pedersen to domme for ikke at betale møbler for 50.000 kroner.
Senest har det været fremme, at parret skylder et stort beløb for en dyr luksusbil, som de ikke har betalt tilbage til et firma, der lånte dem penge til bilen.
Med den seneste dom har GE Money Bank fået rettens ord for, at de kan inddrive de penge, som Henriette Kjær skylder dem.
"Det er nu en gang vores forretning, at få folk til at betale det, som de skylder os. Generelt forsøger vi at hjælpe dem, der ikke kan betale, så de kan få afviklet deres gæld. Det er typisk ved, at man laver en afbetalingsordning, så de betaler tilbage over noget tid. Enkelte gange, hvor folk stadig ikke betaler, kan vi blive nødt til at tage dem i retten. Og nu kender jeg ikke den konkrete sag, men det må være det, som er sket her," siger bankens direktør Henrik Fich til B.T.
I sagen med GE Money Bank er Henriette Kjærs mand Erik Skov Pedersen ikke nævnt.
Avisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henriette Kjær.
Kilde: B.T.