- Jeg får det værre og værre. Jeg laver næsten ingenting, fordi det gør så ondt. Jeg vil bare gerne have fred og ro.
Sådan siger 54-årige Henny Soelberg, der efter fire diskusprolapser og et lændeskred lever i det, hun beskriver som et uendeligt smertehelvede, hvor ti minutter på højkant helst skal efterfølges af en lang pause på langs.
Hendes tilstand betyder, at hun ikke længere kan arbejde. Det er i hvert fald adskillige fagpersoners klare vurdering, skriver Fagbladet FOA i dag.
"Patienten lever på grænsen af en katastrofe. Hun har et ustabilt led i sin ryg og er derfor ude af stand til at påtage sig nogen form for arbejde. Tilstanden er stationær, uden udsigt til forbedring, og alle behandlingstiltag er forsøgt," vurderede hendes egen læge i marts 2016.
Alligevel blev Henny Soelberg i juni måned nægtet førtidspension af Fredericia Kommune. Nu skal hun i stedet i gang med et praktikforløb og forbi en smerteklinik.
Den oplevelse står Henny Soelberg ikke alene med. Avisen.dk har flere gange skrevet om mennesker, der ikke har fået førtidspension trods manglende arbejdsevne. Senest parkinson-ramte Ulla Astrup.
Og mandag foreslog 41 fagorganisationer så, at mennesker som Henny Soelberg og Ulla Astrup selv bør vælge, om de vil have førtidspension, fleksjob eller i ressourceforløb, hvis de har en arbejdsevne på under 7 timer om ugen.
Fagpersoner: Arbejdsevnen er VÆK
Når kommunen vælger at afvise Henny Soelbergs ansøgning om førtidspension, fordi hun kan komme på smerteklinik, er det ud fra en formodning om, at hendes arbejdsevne dermed kan blive bedre.
Det er dog ikke realistisk, lød det fra hendes egen læge i 2016.
- Vi vurderer, at patientens arbejdsevne er VÆK. Det gentages over for patienten, at patientens arbejdsevne er ikke-eksisterende, og heller ikke med en operation vil der være nogen arbejdsevne tilbage, skriver lægen.
Den vurdering vækker genklang i en vurdering fra Rygambulatoriet i Middelfart i 2016, som også skriver, at "arbejdsevnen vurderes som værende borte".
Og i en udtalelse fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, står der:
- Hun er henvist til smertecenter og afventer tilladelse hertil, og jeg pointerer, at behandlingen her heller ikke vil gøre patienten rask, ej heller give hende arbejdsevnen tilbage. Man kan højest håbe på lindring af patientens smerter.
"Jeg er aldrig glad længere"
Henny Soelberg har arbejdet fast med få korte pauser, siden hun var 16 år. Hun har sat en ære i at betale sine regninger, og har altid fundet stor motivation i at arbejde. Derfor påvirker det hende meget ikke at kunne arbejde i dag.
- Det er svært for mig at acceptere og respektere, at jeg ikke kan arbejde. Jeg føler mig uduelig. Det er jo ikke sådan, jeg er som person. Men nu kan min krop bare ikke mere, siger Henny Soelberg.
I maj 2016 var Henny Soelberg i mini-fleksjob som køkkenassistent en time dagligt fem dage om ugen. Men efter hun flere gange måtte tvinge sig selv på arbejde trods store smerter, blev hun sygemeldt og derefter fyret.
- Jeg kan ikke klare mere. Jeg er aldrig glad længere, og jeg er bange for, om jeg ender i kørestol, hvis det fortsætter sådan her, siger Henny Soelberg, der bliver medicineret for depression på grund af smerterne og usikkerheden om fremtiden.
Rørt at støtten
Henny Soelberg er dog ikke typen, der giver op. Da Avisen.dk får fat på hende, er hendes historie i Fagbladet FOA lige kommet ud, og responsen på artiklen er overvældende.
- Det er så rørende for mig at læse alle kommentarerne og vide, at så mange står bag mig. Jeg kan næsten ikke fatte det, men det giver mig bare lyst til at kæmpe videre, indtil jeg får den førtidspension, jeg har ret til, siger Henny Soelberg grådkvalt i telefonen.
Hun håber, at hendes historie kan få politikerne til at vågne op, og at andre syge mennesker vil få modet til at stå frem med deres historier.
Fredericia Kommune har ikke ønsket at svare på spørgsmål om den konkrete sag. I en mail til Fagbladet FOA skriver arbejdsmarked og borgerservicechef Dennis Mølgaard Hansen, at det er kommunens opgave at vurdere arbejdsevnen i forhold til det brede arbejdsmarked:
”Dokumentationskravet er i lovgivning og praksis først opfyldt, når alle rimelige tilbud er afprøvet. Det betyder ikke, at alt skal afprøves for enhver, men at der foretages en individuel og konkret vurdering, og at relevante foranstaltninger er veldokumenterede og undersøgt, før der kan bevilges et varigt forsørgelsesgrundlag,” skriver han og tilføjer, at det rehabiliterende team afgiver en indstilling, og at det herefter er sagsbehandler og borger, der - evt. sammen med fagforeningen - samarbejder om indsatser i forhold til indstillingen og altid med fokus på borgerens konkrete forhold og muligheder.
”Planen tilpasses altså løbende og sagsbehandler sørger for, at tilbud og støtte til borgeren koordineres med sundhedsvæsenet. Viser det sig, at effekten af indsatser afklares hurtigere end varigheden på et ressourceforløb er sat til, så kan en sag naturligvis afgøres hurtigere."