Han var med, da OB sidste gang blev danske mestre i 1989. Om få uger er det hele forbi for Thomas Helveg, der stopper som aktiv spiller ved udgangen af dette efterår.
Men den tidligere landsholdsbacks fremtid i OB kan meget vel blive forlænget. Klubben mangler fortsat at sætte navn på to trænere og en sportsdirektør efter efterårets fyringsrunde, og her kan Helveg komme i spil.
"Jeg er interesseret i at se, hvad planen er - og selvfølgelig også om jeg kan være en del af den på et eller andet niveau," siger højrebacken til tipsbladet.dk.
Indtil videre har OB holdt kortene tæt ind til kroppen, men Thomas Helveg forventer, at han snart vil høre mere om projektet.
"Klubben er fokuseret på at strikke noget sammen, som er bæredygtigt længere frem i tiden, og jeg forventer, at jeg på et tidspunkt får en samtale med klubben om det projekt," siger Helveg.
Men I har ikke taget en indledende snak om din eventuelle rolle?
"Ikke noget uddybende. Selvfølgelig er vi hele tiden i dialog. Det eneste, vi er enige om, er, at vi skal snakke sammen, når det lakker mod enden, og det kan så være om en uge eller om to uger," siger Helveg.
Kilde: Tipsbladet.dk