FC Helsingør tabte søndag eftermiddag med hele 1-6 til OB på udebane i forårets første kamp i Alka Superligaen.
Det store nederlag gør ondt på Helsingørs træner, Christian Lønstrup, men han mener stadig, at holdet trods afklapsning og bundplacering har niveauet til at spille med i landets bedste fodboldrække.
- I efteråret havde vi flere kampe, hvor vi viste, at Helsingør sagtens kan spille med mod de bedste. Sådan som vi spillede søndag, var vi dog tydeligvis ikke gode nok.
Den store lussing på Fyn kom som et chok for Lønstrup, der synes, at holdet har haft en god opstart til sæsonen.
- Jeg havde ikke set den komme, og jeg har ondt af spillerne. Spillerne var efter OB på mange områder, og vi manglede meget i både fart og fysik, siger Lønstrup.
- Der er en ny dag i morgen, selv om det er hårdt lige nu. Jeg så flere positive elementer, siger han.
Helsingør havde før søndagens kamp blot scoret 15 mål i 19 kampe. I et forsøg på at ændre dette hentede klubben i januar brasilianeren Douglas.
Douglas er en stor angriber på 188 centimeter, og selv om han ikke scorede mod OB, var Christian Lønstrup overvejende positivt stemt efter angriberens indsats i superligadebuten.
- Det var lidt en blandet omgang, men han gav os dynamik i luftspillet. Han er hentet ind som vores targetman, og han skal hjælpe os i vores opspil, siger Lønstrup.
Lønstrup påpeger, at Douglas skal bruge noget tilpasningstid.
- Douglas skal lære sproget, og så kan han blive en gevinst for os.
FC Helsingør indtager efter kæmpenederlaget en 13.-plads med 16 point for 20 kampe. Kun Randers FC ligger under.
/ritzau/