Brøndby og Silkeborg står torsdag klokken 17.00 over for hinanden i årets finale i DBU Pokalen, som er den 64. i turneringens historie.
Silkeborg kan vinde titel nummer to, mens Brøndby kan nå op på syv pokaltitler.
Herunder findes fakta og rekorder omkring DBU Pokalens finale:
Yngste spiller:
I 1958 var Vejles Tommy Troelsen blot 17 år og få dage fra realeksamen i naturhistorie, da han deltog i pokalfinalen mod KB.
Ældste spiller:
FC Københavns målmand Per Poulsen havde passeret de 42 år, da han i 1995 var med til at sikre klubben pokaltitlen mod AB. Per Poulsen er også den eneste spiller, som har vundet turneringen med tre forskellige klubber (B1903 i 1979, Lyngby i 1985 og FC København i 1995).
Yngste dommer:
Da den tidligere topdommer Peter Mikkelsen i 1988 passede fløjten i finalen mellem AGF og Brøndby, var han blot 27 år gammel.
Tilskuerrekord:
Rekorden for flest tilskuere til en pokalfinale blev sat 1998, da Brøndby slog FC København med 4-1. Der var 41.044 på lægterne i Parken.
Flest titler:
Med ni pokaltitler er AGF fortsat turneringens mest succesrige klub. Den seneste faldt dog i 1996. AGF deler rekorden for flest finaledeltagelser med FC København. Begge har været i 12 finaler.
Lavere rangerede hold:
16 gange i historien er det lykkedes et hold fra næstbedste eller tredjebedste række at kæmpe sig i pokalfinalen. Senest var det i 2006, hvor Randers FC nåede finalen.
Kilde: dbu.dk
/ritzau/