Kronborg, Museet for Søfart og skulpturen "Han" på havnen er nogle af de attraktioner, som venter de turister, der begiver sig forbi Helsingør.
De er fortrinsvis danskere, tyskere, nordmænd og svenskere, men de senere år er også kineserne begyndt at strømme til kystbyen.
Helsingør Dagblad skriver, at mens der for fire år siden blev registreret 347 turister fra Kina, har hele 6025 kinesere besøgt Helsingør i år.
Det er resultatet af en særlig turismeindsats, som blev sat i gang tilbage i 2014.
Den er gået ud på at rejse til Kina og udbrede kendskabet til Helsingør på workshops og rejsemesser.
Og potentialet for at få endnu flere kinesere til byen og egnen er der, mener Birgitte Bergman, der er udviklings- og marketingchef i Visit Nordsjælland.
- Når kinesere rejser individuelt med deres ene barn, så går de meget op i leg og læring.
- Og netop her har vi jo i Helsingør og det øvrige Nordsjælland fantastiske muligheder, blandt andet i Louisianas børnehus, på slottene, hvor man kan lege historien ind og på M/S Museet for Søfart, hvor man kan lære at handle, siger Birgitte Bergman.
Ifølge Visit Denmark er det ikke kun i Helsingør, at man har konstateret kraftig vækst i antallet af kinesiske turister.
I landet som helhed var antallet af kinesiske overnatninger i 2015 oppe på 198.000, svarende til en årlig vækst på 23 procent.
Visit Denmark arbejder på at få kineserne til at blive længere i Danmark, når de er her.
En af strategierne er at benytte H.C. Andersen i markedsføringen og på den måde prøve at få kineserne til at lægge vejen forbi Odense.
/ritzau/