Hun var bevæbnet med faste håndtryk og gode idéer til artikler.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt indtog her til morgen chefstolen på Nyhedsavisen. Her skal hun for en dag være i lære som chefredaktør.
På et ekstraordinært velbesøgt redaktionsmøde fremlagde hun sine forslag til hvilke historier, der skal prioriteres i Nyhedsavisen i morgen.
Og at dømme efter Thornings målsætning, skal Nyhedsavisens læsere ikke forvente sig venstreorienteret propaganda 1. maj.
- Vi skal selvfølgelig ikke lave Aktuelt eller Land og Folk til i morgen, det skal først og fremmest være en nyhedsavis. Men vi skal se på ulighed, når det nu er første maj.
Et forslag om en rundspørge hos almindelige danskere om, hvorfor der kun er 10 procent af befolkningen, der fejrer 1. maj, faldt dog ikke i Thorning-Schmidts smag.
- Hvorfor skal vi år efter år høre på spørgsmålet om fagbevægelsen har udspillet sin rolle på første maj? Hvilke andre mærkedage kan samle 10 procent af danskerne? Er det ikke en succes?, spurgte Helle Thorning Schmidt.
Blandt Nyhedsavisens journalister var den første reaktion på den nye chefredaktør positiv.
- Jeg synes hun klarede det overraskende godt. Hun havde en frisk og kritisk tilgang til historierne.Hun viste stor interesse for en historie om sex-legetøj i stenalderen. Det overraskede mig faktisk lidt. Jeg foreslog selv en historie om Mars, den gik også igennem, måske fordi det er en rød planet. Det er trods alt 1. maj i morgen, siger journalist Morten Runge
Nyhedsavisen vil på et senere tidspunkt give muligheden for at indtage redaktørstolen for en dag til en borgerlig politiker.