Der har været spekuleret i månedsvis på, hvornår Lars Løkke Rasmussen (V) vil udskrive valg, og nu synes valgtrommerne at buldre højere og tydeligere end nogensinde. Det sker, efter Finansministeriet har meddelt, at regeringens finanslovsforslag først kommer onsdag.
Der har ellers tidligere været lagt op til, at det skulle blive præsenteret tirsdag. Nu kører spekulationerne på, om det skyldes, at statsministeren vil udskrive folketingsvalget i den forbindelse.
Derfor forkorter Helle Thorning-Schmidt Socialdemokraternes planlagte sommergruppemøde, der afholdes på Metalskolen i Jørlunde tirsdag og onsdag i næste uge, skriver ekstrabladet.dk.
Formanden vil nemlig ikke sidde på Metalskolen onsdag og holde pressemøde, hvis statsministeren samtidig udskriver valg på Christiansborg.
Da det kom Helle Thorning-Schmidt for ører, at regeringen vil fremlægge deres forslag til finansloven på onsdag, måtte S-lederne handle hurtigt.
"Det ville være underligt at sidde i Jørlunde, hvis der samtidig bliver udskrevet valg på Christiansborg. Derfor har vi skåret sommergruppemødet ned, så vi kun holder det på tirsdag, hvor vi også holder pressemøde," siger S-gruppeformand Carsten Hansen til ekstrabladet.dk.
Kilde: ekstrabladet.dk.