Det svenske politi har fra start været flere skridt bagud i den intense jagt på morgenens helikopter-røvere. Det sørgede en række velplanlagte overraskelser for.
Det var nemlig langt fra amatører, der i de tidlige morgentimer røvede et værdidepot i Västberga nær Stockholm for flere millioner svenske kroner.
Først fandt politiet en mistænkelig sprængladning ved den hangar, hvor politiet har sine helikoptere. På den måde kunne politiet end ikke komme ind i hangaren og var derfor fra første minut bagud i den intense jagt.
"Man har lagt en væske ved politiets helikoptere, som vi først måtte kontrollere. Imens har vi sendt helikoptere ind fra resten af landet," siger Björn Engström, pressetalsmand ved det svenske politis länskommunikationscentral i Stockholm til aftonbladet.se.
I stedet sendte man adskillige patruljer af sted mod Västberga. Men da de nærmede sig værdidepotet, var vejene oversået med partisansøm.
Røverne flygtede fra kuppet i en helikopter, der først blev fundet igen flere timer efter røveriet.
Ingen er blevet rapporteret truet eller udsat for overlast i forbindelse med røveriet.