Opdateret lørdag klokken 10:52:
En redningshelikopter måtte fredag eftermiddag nødlande i Nordhavn i København, efter at den havde været involveret i et uheld under en øvelse.
Helikopteren kom fra lufthavnen i Tune. Men den kommer til at stå i Nordhavn i hvert fald weekenden over.
Først i starten af næste uge vil mekanikere undersøge helikopteren. De skal vurdere, om den kan repareres på stedet, eller om den skal bugseres væk.
Det oplyser Forsvarets Operationscenter lørdag formiddag.
Under en øvelse ramte helikopterens rotorblade et civilt skib, der deltog i øvelsen, som fandt sted omkring fire sømil fra land. Ingen kom til skade i forbindelse med uheldet, oplyste Forsvaret fredag.
Der var tale om en rutinemæssig øvelse. Redningshelikopter og skib øver en indsats, hvor helikopteren for eksempel skal evakuere en eller flere personer på skibet.
Det lykkedes efter uheldet helikopteren at flyve til Nordhavn, hvor den nødlandede.
Her bliver den bevogtet af Forsvaret. Der er oprettet et midlertidigt militært område ved Oceanvej 10-12.
- Området nedlægges, når helikopteren er repareret, skriver Københavns Politi på Twitter.
/ritzau/