Ved middagstid onsdag blev redningsmandskab og en helikopter sendt ud til et landbrug i Storvorde i Nordjylland.
Her var en 34-årig mand kommet til skade, da han blev ramt af et redskab - en slynge - der bruges til at samle roer op.
Det skriver TV2 og Ekstra Bladet.
På Twitter skriver Nordjyllands Politi, at manden er i kritisk tilstand.
Han er fra Litauen, og de pårørende i hjemlandet er ikke blevet underrettet om den alvorlige ulykke.
Manden er bragt til Aalborg Universitetshospital med helikopter.
Ulykken skete, mens den 34-årige var på arbejde, hvorfor Arbejdstilsynet nu skal undersøge de nærmere omstændigheder.
Ifølge TV2 skete ulykken hos virksomheden Limfjords Danske Rodfrugter.
/ritzau/