Der er flere end de danske betjente, der får sved under kasketten over den mystiske bombemand. Det europæiske politisamarbejde Europol er nemlig også sat på sagen. Det siger Europols pressechef, Søren Kragh Pedersen.
"Vi har bragt det videre til vores kontakter, og der er måske en chance for, at det bliver viderebragt nu i Mellemeuropa, Sydeuropa og så videre, og man så er heldig at finde nogen, der har set den her fyr før," siger Søren Kragh Pedersen.
Han fastslår, at det er en meget usædvanlig sag.
"Det er forholdsvis sjældent for Europol at bringe den her slags efterlysninger, for det er ikke det, vi ofte bliver bedt om af de forskellige landes politi," siger Søren Kragh Pedersen
Ud over de sædvanlige internationale efterlysninger, så har Europol sendt en henvendelse ud til en bunke europæiske medier.
Her er et billede af manden vedlagt og en appel til europæerne om, at de henvender sig til det danske politi.