Manden bag Playboy-imperiet og verdens ældste skørtejæger Hugh Hefner, fortæller nu åbent om sit privatliv til det britiske OK! Magazine.
Et privatliv som de sidste mange årtier har været fyldt til bristepunktet med både silikonebryster og kærlighed fra en lang række fotomodeller.
Han fortæller glad om alle sine erobringer, som der, ifølge ham selv, har været flest af blandt de alleryngste af kvinderne.
"Den ældste jeg har datet? Altså hvis du mener intimt bekendtskab, så var hun i 40'erne. Men hvis du taler om et kæresteforhold, så har den ældste været i trediverne," siger Hugh Hefner.
Den gamle playboy har i øjeblikket to kærester, den 24-årige Anna Sophia Berglund og Shera Bechard på 28.
Og den store aldersforskel op til Hefner på 85 år giver ingen problemer i Playboy-villaen, bedyrer Shera.
"Jeg har altid gået ud med ældre fyre. Der er noget charmerende over dem. Jeg er ligeglad med, hvor gammel nogen er, det handler om personlighed," siger hun.
Kilde: Contactmusic.com