Connie Hedegaards højrehånd og Klimaministeriets chefforhandler Thomas Becker har besluttet at forlade sit job.
Ifølge Politikens oplysninger forlader Thomas Becker sit job på grund af interne uoverensstemmelser i ministeriet.
Thomas Becker har stået i spidsen for det danske klimaværtsskabs forsøg på at få en global aftale om nedbringelse af CO2-udledningen i hus.
Forhandlingerne skal efter planen afsluttes på den store FN-klimakonference COP 15 i København i december.
I følge Klima- og energiministeriets pressechef, Ida Ebbensgaard, har Thomas Becker selv sagt sit job op per 31. januar 2010. Herefter er han fritstillet med omgående virkning.
"Der er opstået nogle spørgsmål, som ledelsen og han har set forskelligt på, og det har desværre haft den kedelige konsekvens, at han har valgt at tage sin afsked", siger Ida Ebbensgaard.
Thomas Becker bekræfter over for politiken.dk, at han har sagt sit job op, men han ønsker ikke at kommentere sin beslutning nærmere.