Der er millioner på spil, når HB Køges fodboldkvinder tirsdag går på banen.
Hvis det over to kampe ender med sejr over Juventus, kan klubben således se frem til at sætte mindst 3,5 millioner kroner ind på kontoen.
Tirsdagens opgør er nemlig det første af to møder med italienerne i den afgørende kvalifikationsrunde til Champions Leagues gruppespil.
- Det er i hvert fald i top-3 over de vigtigste kampe i klubbens historie, siger direktør Per Rud.
HB Køge har fordel af hjemmebane i tirsdagens opgør, mens returopgøret 28. september bliver spillet hos Juventus i Torino.
Men de danske mestre kan ikke prale af at være favoritter til for andet år i træk at snuppe en billet til det forjættede Champions League-land.
Juventus er en stærk modstander, som har siddet på den italienske fodboldtrone siden 2018 og sidste år nåede Champions League-kvartfinalen.
- Vi har virkelig trukket den værste modstander, vi kunne få. Der var en masse andre hold, vi ville have været favoritter imod. Men vi tager det som en udfordring, siger Per Rud.
HB Køge, der også har et hold i herrernes 1. division, havde ved udgangen af 2021 en negativ egenkapital på godt syv millioner kroner efter flere underskud i træk.
Klubben har ikke budgetteret med, at kvindeholdet snupper en plads i Champions League-gruppespillet, men et økonomisk rygstød vil varme i kassen.
- De penge, vi kan tjene i Champions League, kan være med til at rykke os et skridt længere som klub, og derfor er kampene mod Juventus rigtig, rigtig vigtige for os, siger Per Rud.
HB Køges kvindehold er på få år gået fra at være et hold i den næstbedste række til nu at være det klart stærkeste hold i Danmark.
Den foreløbigt største kulmination kom sidste år, hvor klubben vandt sit første danske mesterskab og nåede Champions Leagues gruppespil.
Flere og flere spillere i truppen kan kalde sig fuldtidsprofessionelle, og med flere penge i kassen er der mulighed for, at udviklingen fortsætter.
- Der er altid nok at bruge penge på i en fodboldklub, siger Per Rud.
- Vi er gået fra, at spillerne trænede om aftenen, til at vi nu har et fuldtidskoncept. Vi har en helt anden bredde på holdet nu end i begyndelsen, og vi lykkes også kontinuerligt med at hente topspillere. Den udvikling vil vi gerne fortsætte, siger Per Rud.
Juventus har danskerne Sofie Junge og Matilde Lundorf i truppen.
De to hold mødes klokken 18.00 tirsdag aften.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.