Det er muligt, at dåbsattesten viser 67 somre, men den amerikanske skuespiller, Harrison Ford, er ikke bange for at påtage sig rollen som action-helten, Indiana Jones, endnu engang.
"Historien til den nye Indiana Jones er ved at tage form. Steven Spielberg, George Lucas og jeg er blevet enige om, hvad det femte eventyr skal handle om, og George er i gang med arbejdet. Hvis manuskriptet bliver godt, så springer jeg med glæde i kostumet igen," siger Harrison Ford ifølge Fox News til franske Le Figaro.
Efter 19 års ventetid fik vi endelig Harrison Ford at se som Dr. Jones, da 'Krystalkraniets kongerige', der er den fjerde i rækken, ramte alverdens biograflærreder sidste år.
Dengang spillede Shia LaBouef Indiana Jones' søn, og det forlyder, at han også skulle være at finde på rollelisten i den kommende film om arkæologen Henry Walton Jones.