Hanne-Vibeke Holst i det røde felt: Hvorfor skal sosu'en aflønnes så ringe?

Det er et udtryk for arbejdsgiver-arrogance, når chefen for Moderniseringsstyrelsen taler om "mest mulig velfærd for pengene," mener forfatter Hanne-Vibeke Holst.
"Hvorfor skal sosu’en, der står op klokken fem og for længst har badet og skiftet sine første ”borgere”, når jeg drikker morgenkaffe, aflønnes så ringe?" spørger forfatter Hanne-Vibeke Holst.
"Hvorfor skal sosu’en, der står op klokken fem og for længst har badet og skiftet sine første ”borgere”, når jeg drikker morgenkaffe, aflønnes så ringe?" spørger forfatter Hanne-Vibeke Holst. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/arkiv

Et citat fra chefen for Moderniseringsstyrelsen fik forfatter Hanne-Vibeke Holsts blodtryk op i det røde felt. 

Det skriver hun i et blogindlæg på Altinget.dk.

Citatet, som den anerkendte forfatter næsten fik lyst til at tatovere på den pågældende chefs blottede maveskind, så han aldrig skulle glemme det, lød:

Og det er jo faktisk ret enkelt. Den offentlige sektor er drevet for skatteborgernes penge. Og det er skatteborgerne vi leverer vores ydelser til. Derfor har vi og alle andre offentlige institutioner en pligt til at få mest muligt velfærd for pengene til gavn for borgerne”

Særligt den sidste sætning reagerer Hanne-Vibeke Holst imod, fordi den ifølge hende er udtryk for den "arbejdsgiver-arrogance", som lønmodtagere og vælgere nu ifølge forfatteren "omsider reagerer imod".

"Skatteborgerne (hvoraf mange jo selv er offentligt ansatte!) har nemlig fattet, at dogmet om ”mest velfærd for pengene” er konkurrencestatens omskrivning af ”pres dem, pisk dem!” lyder det fra Hanne-Vibeke Holst i blogindlægget.

Her fortæller hun også om sine to søstre, der begge knokler i job som henholdsvis sosu-hjælper og folkeskolelærer. Og de må stå model til meget - uden at betalingen følger med.

"Hvorfor skal sosu’en, der står op klokken fem og for længst har badet og skiftet sine første ”borgere”, når jeg drikker morgenkaffe, aflønnes så ringe? Og hvorfor skal skolelæreren, der dagligt må slås for at skabe ro i 6.A, så hun måske kan bibringe sine undervisningsresistente elever noget lærdom?" spørger Hanne-Vibeke Holst i blogindlægget.

Og hun giver selv svaret. For ifølge forfatteren skyldes det, at de er kvinder som størstedelen af de ansatte i den offentlige sektor, og derfor kæmper de også imod et løngab, som har en historisk rod i det kønsopdelte arbejdsmarked, lyder det fra Hanne-Vibeke Holst.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.