Handelsbanken i Danmark har stoppet hullet i kassen

Det går solidt frem for Handelsbanken i Danmark, hvis resultat ikke længere skal trækkes med grim nedskrivning
Handelsbanken i Danmark måtte æde en enorm nedskrivning i fjerde kvartal 2016. I 2017 er det dog gået bedre.
Handelsbanken i Danmark måtte æde en enorm nedskrivning i fjerde kvartal 2016. I 2017 er det dog gået bedre. Foto: Handelsbanken/Free

Den svenske storbank Handelsbanken er gået solidt frem i Danmark i tredje kvartal, når det kommer til bundlinjen. Det sker, efter at en stor sten i skoen, der prægede regnskaberne sidste år, er væk.

Samlet kunne Handelsbanken næsten tredoble sit resultat til 203 millioner kroner i tredje kvartal - perioden juni, august og september.

- Den gode forretningsmæssige udvikling fortsætter med en stabil tilgang af både privatkunder og erhvervskunder, skriver administrerende direktør for aktiviteterne i Danmark Lars Moesgaard i en meddelelse.

Kigger man på forretningen er den nogenlunde stabil i forhold til samme periode sidste år. Indtægter fra renter lyder på 337 millioner kroner i kvartalet og gebyr- og renteindtægter på 69 millioner kroner.

Den store forskel for resultatet ligger i, at Handelsbanken i kvartalet kunne nøjes med at sætte 16 millioner kroner til side til udlån, som man vurderer, muligvis ikke kommer tilbage i kassen.

I tredje kvartal sidste år var det tal 154 millioner kroner. Sidste år sluttede derudover med, at Handelsbanken i Danmark i fjerde kvartal måtte lave en enorm nedskrivning på en kunde.

Nedskrivningen var så stor, at den sendte årets samlede nedskrivninger i Danmark op på 716 millioner svenske kroner, 556,3 millioner danske kroner ved dagens kronekurs.

- Jeg kommenterer ikke på enkeltengagementer. Men jeg vil sige, at niveauet og størrelsen for nedskrivningen er usædvanligt højt. Så det er ekstraordinært, dette her.

- Men det at drive bank indebærer risici, og det kommer nogle gange til udtryk ved, at man må nedskrive, sagde Lars Moesgaard i den forbindelse.

Handelsbanken i Danmark har 57 filialer og omkring 700 medarbejdere. Bankens kunder har samlet lån for 71,9 milliarder kroner og indlån for 32,9 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.