Den store, svenske bank Handelsbanken, kunne ikke leve op til sidste års resultater i de første tre måneder af 2018. Det viser bankens regnskab ifølge Ritzau Finans.
Overskuddet i Danmark faldt til 194 millioner kroner fra 230 millioner kroner i samme kvartal året før.
- Vi fortsætter en positiv underliggende forretningsmæssig udvikling og har en god tilgang af nye privatkunder og erhvervskunder, udtaler administrerende direktør Lars Moesgaard i en kommentar.
Direktøren fremhæver erhvervsområdet, hvor banken har en god tilgang af nye kunder. Låneefterspørgslen hos erhvervskunderne er lav i øjeblikket, men trods det steg erhvervsindlånet med 16 procent.
På privatområdet fremhæves det, at banken fortsætter en god udvikling og oplever stabil tilgang af nye kunder.
Udlån til privatkunder steg med 6 procent.
- Vi oplever stor efterspørgsel på vores rådgivning på bolig- og formueområdet, og vi har en rigtig god tilgang af nye private bankning kunder, siger Lars Moesgaard.
De samlede udlån steg i kvartalet med tre procent til 74,9 milliarder kroner.
At den positive udvikling ikke manifesterer sig på bundlinjen skyldes fortsat pres på renteindtægterne.
De samlede indtægter faldt med fire procent til 419 millioner kroner fra 435 millioner kroner i første kvartal sidste år.
Intens konkurrence giver sig udslag i faldende udlånsmarginaler i første kvartal som følge af intens konkurrence. Desuden påpeges det, at en stigende andel af bankens samlede udlån er sikkerhedsstillet med lav risiko.
Regulatoriske krav øger omkostningerne, forklarer direktøren, og desuden har banken øget investeringerne i digitale løsninger og automatiseringer, der er steget fire procent til 235 millioner kroner.
/ritzau/